Berlingske 17. oktober 2013

Berlingske 17. oktober 2013

Hul snak hjælper ikke hårde kriminelle

Berlingske 17. oktober 2013

Af Troels Gamst, pædagog og fhv. afdelingsleder på døgninstitution for unge kriminelle
Lov og orden. Kursen over for ungdomskriminelle flik-flakker og dens feministiske omsorgs-pædagogik taber over for bandemedlemmernes aggressive maskuline kultur. Og vi betaler milliarder af kroner for det om året. Det skal laves om.
Staten bruger hvert år 15 milliarder kr. på foranstaltninger over for udsatte børn og unge. Derudover bruges der ressourcer og udgifter i kraft af socialarbejdere, politi, retsvæsen, samt uanede midler til de ofre, de kriminelle unge genererer. Trods de mange penge er det meget begrænsede resultater og metoder, der kan dokumenteres som virkningsfulde, hvorfor det er meget vanskeligt at synliggøre, hvad samfundet egentlig får for de rigtig mange penge.

Det er på tide at vurdere om den pædagogiske tilgang er tidssvarende, og om metoderne virker efter hensigterne. Og det naturlige spørgsmål til denne problemstilling er, om pengene kan bruges mere effektivt?

Den sociale indsats, kommunerne møder de unge med, er alt for fragmenteret og tilfældig. I stedet er man nødt til at arbejde retningsbestemt og systematisk og ud fra metoder, der er baseret i en større viden om virkning. Som det er nu, er det helt op til den enkelte kommune og foranstaltning at vurdere, hvordan man ønsker pædagogikken tilrettelagt. Og med det vidensdeler man ikke hensigtsmæssigt til brug for en mere optimeret indsats fremadrettet. Kommunerne er handlingslammede både ift. metoder og lovgivningsmæssige tiltag. Dels ved de ikke, hvad de skal stille op med de unge – både grundet manglende viden og forskning – dels fordi lovgivningen ikke giver dem de nødvendige redskaber til at sætte fornuftige rammer op over for de unge. Rammer som de unge ikke kan arbejde sig ud af.

Et nyligt eksempel er beskrevet her i Berlingske onsdag 02.10.2013, hvor Region Syddanmark efterlyser løsninger fra politikerne på et stigende problem med bandemedlemmer, der får smuglet stoffer og våben ind på de sikrede institutioner, da lovgivningen ikke levner personalet mulighed for at visitere de unges besøgende.

Uddannelsesstederne for både pædagogerne og sagsbehandlerne ruster desværre ikke de studerende til i tilstrækkelig grad at kunne magte arbejdet med de kriminelle unge, da uddannelsen er yderst mangelfuld på dette område. De unge har behov for dygtige medarbejdere, der er ordentligt klædt på til at håndtere de meget komplekse problemstillinger, de unge møder systemet med.

Den ungdomskriminelle profil har gennem det sidste årti forandret sig markant, og den pædagogik, systemet møder de unge med, er som hovedregel ikke tidssvarende. Det sociale område har basis i en gammel kendt feministisk kultur, hvor relationer, samtaler og omsorg forsøger at rette op efter mange års svigt og efterfølgende forråelse af disse unge. Elementer som bestemt stadig skal være en del af den pædagogiske virkelighed, men for en hel særlig hård kerne af unge, skal der mere til, for at opnå en brugbar udvikling til gavn for den enkelte, samfundet og ikke mindst de ofre, der uundgåeligt vil være en del af denne problemstilling.

Den feministiske kultur bliver fuldstændig overløbet af en ny aggressiv maskulin bandekultur, som kontrollerer det sociale system, og resultaterne vises med tydelighed: Indsatsen er direkte ringe og i bedste fald er det status quo, efter at en ung har været underlagt det sociale system. I mange tilfælde har de unge direkte lidt skade efter at have været underlagt et system, som har bekræftet dem i, at de er håbløse, bl.a. ved at diverse institutioner opgiver den unge, grundet den selvsamme adfærd, som de blev anbragt for: Nemlig deres voldelige adfærd. Anbringelsernes effektivitet på institutionerne vil kunne optimeres, hvis systemet turde sige højt, at det er nødvendigt med et holdningsskift og samtidig erkende, at målgruppen har ændret sig meget gennem de seneste år. De unge er blevet mere aggressive og voldelige, og deres mangel på tiltro til voksne er markant. Der er behov for en pædagogik, som kan matche de unges behov fra voksne, som oprigtigt vil og – ikke mindst – tør dem. Simpelthen en pædagogik, der er tidssvarende.

Vi er nødt til at turde sætte dette problem i den rette kontekst og erkende, at vi står over for en stor faglig og samfundsmæssig udfordring. En udfordring, som ikke løses ved en masse velmenende pædagogisk snak over for den her hårde kerne af voldelige unge. Helt grundlæggende har de ikke respekt for hul snak. De handler – og vil have handling. For den hårde kerne af unge, der normalt er omtalt som »udenfor pædagogisk rækkevidde«, må man erkende, at det sociale systems muligheder og indgange til de unge, kræver andet end den pædagogik, man normalt vil ønske var nok. Men det kræver, at politikerne, meningsdannerne, socialarbejderne og det resterende samfund tør tale rent ud om, hvad der bør gøres, og at de samtidig giver de institutioner, der forsøger at løfte denne meget tunge opgave, de relevante muligheder for, at det skal kunne lykkes.

Alle bør kunne blive enige om, at en tidlig indsats er det mest hensigtsmæssige, og hvor det mindst mulige indgreb bør finde sted. Udfordringen er blot, når det diskuteres, hvornår en tidlig indsats skal sættes ind, og endnu større bliver diskussionen, når det skal afklares, hvad der specifikt skal gøres. Som det er virkeligheden nu i håndteringen af de svært belastede og kriminelle unge, er det sociale system handlingslammet over for dem, der ikke ønsker forandring gennem samarbejde. Reelt har systemet ingen sanktionsmuligheder over for de unge, som er immune over for systemets tilbud, og i stedet bliver de unge opslugt af de kriminelle bander, med systemet som passiv aktør.

Rollemodeller, kontaktpersoner, sociale indsatser og tvangsfjernelser lyder som aktive handlinger, men klinger hult, hvis den virkelighed, man præsenterer de unge for, ikke stemmer overens med signalerne, og indholdet i tilbuddene ikke kan levere den faglighed, der er nødvendig.



Der er lukket for kommentarer.