Berlingske 22. Marts 2013

Berlingske marts 2013 

 

Bandernes fødekæde må stoppes

 

Berlingske marts 2013 Af Troels Gamst Tidl. afdelingsleder på institution for unge kriminelle

Bandekonfliktens primitive udtryk er daglig læsestof i medierne, og alvoren af den kan umuligt have undgået nogens opmærksomhed. Justitsminister Morten Bødskov udtaler, at den aktuelle indsats kun er begyndelsen på det pres, der skal lægges på de kriminelle bander. Problemet er blot, at justitsministeren ikke ser ud til at ville forstå, at en endnu bedre løsning ville være at minimere dette problem fra begyndelsen gennem en tidlig social indsats. Et problem som kunne være undgået ved at stoppe den naturlige fødekæde til banderne på et tidligere tidspunkt.

Justitsministeren hævede umiddelbart efter sin tiltrædelse den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år og dette til trods for at der, ifølge Justitsministeriets Forskningskontor på de knap to år, den kriminelle lavalder var 14 år, var 1.343 unge der blev idømt straffe for deres kriminalitet. Heraf var der ikke mindre end 210 domme som omhandlede personfarlig kriminalitet. Til disse tal skal der lægges alle de sager, som ikke er ført til doms. Dvs. tiltalefrafald samt sager, der ikke er kommet til politiets kendskab.

Regeringen har ligeledes afskaffet kommunernes mulighed for elektronisk overvågning af unge, den såkaldte fodlænke-ordning. En ordning, som skulle sikre, at unge opholdt sig derhjemme om natten, frem for at være på gaden og lave kriminalitet. En afskaffelse der gør, at unge, som er i risiko for at blive opslugt af banderne, er blevet endnu mere i farezonen nu, hvor et ungepålæg fra den pågældende unges kommune ikke nytter, da det er konsekvensløst at overtræde dette ungepålæg.

Endelig har det i næsten to år været muligt at oprette delvis sikrede døgninstitutionspladser med mulighed for at tilbageholde og låse unge inde i kortere perioder, hvis de er rømningstruede fra den døgninstitution, de er anbragt på. Men ingen kommuner har valgt at oprette disse delvis sikrede døgninstitutionspladser og justitsministeren har ikke ment det nødvendigt, at få disse pladser etableret.

Disse foranstaltninger blev etableret af den tidligere regering som en erkendelse af, at de virkemidler, det sociale system havde på daværende tidspunkt, ikke var tilstrækkelige. Og til det kan jeg kun erklære mig fuldstændig enig: Det sociale system står fuldstændig magtesløst over for en hård kerne af unge, som under ingen omstændigheder ønsker eller forstår, at de har behov for hjælp. Netop fordi det ikke er praktisk muligt at tvinge dem til behandling. Unge som uden den rette behandling meget sandsynligt vil ende i fremtidens bander.

Hvert år bruger staten 15 milliarder kr. på foranstaltninger over for børn og unge, og bruger derudover ressourcer i kraft af socialarbejdere, politi, retsvæsen samt uanede midler på de ofre, de kriminelle unge genererer.

Trods dette er det meget begrænsede resultater, der kan dokumenteres som virkningsfulde, hvorfor det er meget vanskeligt at synliggøre, hvad samfundet egentlig får for de rigtig mange penge.

Det, der er meget tydeligt lige nu, er et komplet vanvittigt opgør mellem banderne som udelukkende genererer store både økonomiske og menneskelige ofre. Både for de involverede – og endnu værre for fuldstændig uskyldige borgere, der kommer i vejen under et opgør.

Det naturlige spørgsmål til denne problemstilling er, om indsatsen kan gøres anderledes?

Det socialpædagogiske felt dækker området med de meget udsatte, kriminelle og voldelige unge og det område, som volder de fleste fagpersoner mest hovedbrud. De unge, jeg her taler om, er unge som gennem hele deres liv har ageret med vold eller trusler om vold, og ofte dem, der begår personfarlig kriminalitet. Dvs. mord, vold, voldtægter, røverier, brandstiftelse eller på anden måde udsætter andre menneskers liv og helbred for fare. Unge som hele deres liv er blevet svigtet af et socialt system, som magtesløst har stået på sidelinjen og med små fragmenterede forvirrede løsninger har kastet den unge rundt i systemets tilfældighed.

Vi er simpelthen nødt til som samfund at turde sætte dette problem i den rette kontekst og erkende, at vi står over for en stor faglig og samfundsmæssig udfordring. En udfordring som ikke løses ved en masse velmenende pædagogisk snak over for den her hårde kerne af voldelige unge. Helt grundlæggende har de ikke respekt for hul snak. De handler – og vil have handling.

Det ulykkelige, set ud fra et pædagogisk og psykologisk perspektiv, er, at de unge ikke møder en anderledes holdning fra de mennesker, der bør behandle deres problematikker, end fra de mennesker, de møder rundt omkring i samfundet. Og det helt centrale spørgsmål er så, hvem der skal lære dem de grænser og normer de endnu ikke har lært gennem deres svigtede liv, når de mennesker, systemet omgiver dem med, ikke gør det? Min påstand vil være, at de unge bliver fastholdt i deres forskruede livsforståelse, når systemet ikke gør op med dem og deres adfærd. Og det er lige netop derfor, at unge finder fællesskab i bandekulturerne.

Anbringelsernes effektivitet på institutionerne vil kunne optimeres, hvis systemet turde sige højt, at det er nødvendigt med et holdningsskift, og samtidig erkende, at målgruppen har ændret sig meget gennem de seneste år. De unge er blevet mere aggressive og voldelige, og deres mangel på tiltro til voksne er markant. Der er simpelthen behov for en pædagogik, som kan matche de unges behov fra voksne som oprigtigt vil og – ikke mindst – tør dem. Ganske simpelt en pædagogik, der er tidssvarende.

Nedsættelsen af den kriminelle lavalder var et godt supplement til det sociale system. For det sociale system kan i praksis ikke tvinge de unge til at tage ophold på institutionerne, hvis de ikke selv ønsker det. Det vil være hensigtsmæssigt helt at ophæve den kriminelle lavalder, og i stedet se på kriminalitetens art, netop for at sørge for at de unge – uanset om de ønsker det eller ej – får den hjælp, de har behov for.

Dette har intet med at sætte børn i fængsel sammen med forhærdede voksne kriminelle. Det bør udelukkende handle om, at sørge for at de unge der har behov, bliver tvunget til at tage ophold på særlige døgninstitutioner med pædagogisk personale, som kan sørge for, at der bliver skabt håb for en forandring af disse unge. Virkeligheden er på nuværende tidspunkt, at de unge overlades til et magtesløst socialt system, som i stedet lader de unge vælge, om de ønsker hjælp eller ej.

Det sociale område har basis i en gammel kendt pædagogisk overbevisning om, at relationer, samtaler og omsorg kan rette op på mange års svigt af disse unge. Elementer som bestemt stadig skal være en del af den pædagogiske virkelighed, men for en helt særlig hård kerne af unge skal der mere end det til for at opnå en brugbar udvikling til gavn for den enkelte, samfundet og ikke mindst de ofre, der uundgåeligt vil være en del af denne problemstilling.

For den hårde kerne af unge, som normalt er omtalt som »udenfor pædagogisk rækkevidde«, er man nødt til at erkende at det sociales systems muligheder og indgang til de unge kræver andet end den pædagogik, man normalt ville ønske var nok. Men det kræver, at politikerne, meningsdannerne, socialarbejderne og det resterende samfund tør tale rent ud om, hvad der bør gøres og at de samtidig giver de institutioner, der forsøger at løfte denne meget tunge opgave, de relevante muligheder for, at det skal kunne lykkes.

De unge efterlyser ofte konsekvenser af deres handlinger og spørger tit: »Hvad vil du gøre ved det?«

Et meget relevant spørgsmål jeg i stedet vil sende videre til den nuværende regering: »Hvad har I tænkt jer at gøre ved det?«



Der er lukket for kommentarer.