Det sociale system spiller fallit, når personalet på institutionerne ikke tilbageholder anbragte unge, der stikker af.

Kriminelle unge bør kunne tilbageholdes af personalet hvis det skønnes, at det er det bedste for den unge. Hvis ikke de gør det, er det et svigt af allerede sårbare unge, som er så langt ude i kriminalitet og misbrug, at deres fremtidige udvikling er i stor fare.

Når det sociale system anbringer unge på institutioner, sker det enten fordi forældrene ikke selv magter – af den ene eller anden grund – at tage tilstrækkelig vare på deres barn, eller fordi den unge har fået en dom. Men trods dette er det ikke muligt for institutionerne at tilbageholde unge der vil stikke af, med mindre den unge tydeligvis vil være til fare for sig selv eller andre.

Der er altså ikke hjemmel i lovgivningen til en tilbageholdelse, hvis en ung f.eks. vil stikke af for at købe hash, trods personalet har en meget kraftig formodning om, at den unge vil begå noget kriminelt for at skaffe sig penge – f.eks. ved et røveri – og efterfølgende at købe hashen, hvilke ligeledes er ulovligt. Dette sætter institutionerne i et meget vanskeligt dilemma, da de i forvejen har den unge i deres varetægt og dermed skal værne om den unges interesser. Dette er ikke muligt når den unge ikke er på institutionen.

Det helt store paradoks består i, at forældrene til enhver tid har retten til at tilbageholde deres barn – men desværre magter de det ikke, hvorfor de bliver anbragt. Og det system der burde magte at tilbageholde de unge, må det ikke grundet en fuldstændig forfejlet forståelse af, hvad der er de unges tarv.

Helt grundlæggende gør institutionerne, ved ikke at tilbageholde unge der stikker af, præcis det samme som forældrene, nemlig ikke at passe tilstrækkelig på den unge. Dette bekræfter blot den unge i, at der ikke er nogen konsekvenser af deres handlinger, og at de samtidig er anbragt i et afmægtigt system som tilsyneladende er ligeglade med dem. For bag systemet er der ingenting, når det svigter. Systemet er så at sige den sidste mulighed for at hjælpe den unge på rette vej. Efter systemet er der ikke andet end et frit fald, som fastholder den unge i kriminalitet. Resultatet er, at nuværende udsatte unge bliver fremtidige indsatte voksne i fængslerne.

Når såkaldte eksperter, det feministiske sociale system og lalleglade politikere ikke mener, at det skal være muligt for institutioner at tilbageholde de unge der stikker af fra institutionerne, fastholder de den negative udvikling ved at svigte den unge, deres familier og de mange ofre den unge genererer ved en fortsættelse af kriminaliteten.

Tydeligvis vidner det om en fuldstændig mangel på viden om, hvilke problemer de unge slås med, og ikke mindst hvad der vil være godt for dem. Oftest er argumentationen, at det vil være problematisk i forbindelse med de unges retskrav og den unges generelle tarv. Alt dette sker som et overfladisk – men fuldstændig misforstået hensyn til de unge – da den egentlige konsekvens er, at de unge reelt svigtes til fremtidig kriminalitet.

Desværre bliver der ikke gjort tanker om hvad alternativet er, til at lade en ung stikke af. I langt de fleste tilfælde vil det være til fornyet kriminalitet, da den unge returnerer til det miljø og de bekendtskaber som oftest er kraftigt medvirkende til selve anbringelsen.

Udgangspunktet for en anbringelse er en åben institution. Dette er umiddelbart meget fornuftigt, hvis den unge gør det frivilligt og er indstillet på forandring i sit liv. Men de unge som ikke ønsker forandring – og jævnligt stikker af trods personalets forsøg på at tilbageholde dem – bør i stedet anbringes på sikrede institutioner. De fysiske rammer sikrer, at de unge ganske simpelt ikke har muligheden for at stikke af. Samtidig sikrer rammerne, at de unge bliver fastholdt i et miljø med fornuftige voksne rollemodeller i kraft af personalet, frem for de voksne de ellers møder i det kriminelle miljø.

De unge har gennem de seneste generationer ændret karakter, og deres forståelse af voksne autoriteter er ligeledes forandret. Særligt gør det sig gældende indenfor de unge som er kriminelle. For at det sociale system skal kunne rumme og behandle disse unge fremadrettet, er det nødvendigt med et opgør med den feministiske omsorgskultur og hele det socialpædagogiske felt, hvis der skal kunne noget godt ud af de fremtidige anbringelser.

At arbejde i et så konfliktfyldt miljø kræver et socialt system, som ikke er konfliktsky. Det kræver et socialt system, som tør gøre det der er nødvendigt, for at løfte den tunge opgave det er at udvikle og forandre disse unge. Dialog er en del af vejen frem. Men dialog virker kun overfor dem der er interesseret i, og evner dialogen. Desværre er det ikke tilstrækkeligt med disse unge, der lider af en kraftig form for dialog-resistens.

Der er mange forskellige pædagogiske redskaber, der kan tages i brug i behandlingen af disse unge. Men for de unge som ikke accepterer den verbale pædagogiske intervention, kan det være nødvendigt at tilbageholde dem når de stikker af. Primært som ren og skær omsorg ved at sikre at deres negative udvikling stoppes. Sekundært for at sikre at kunne arbejde pædagogisk med dem og de udfordringer de har. Hvis man ikke har muligheden for at tilbageholde dem når de stikker af, lader man de unges egen udvikling være op til dem selv. Og dette til trods for at de meget tydeligt har vist, at det magter de ikke. Det er netop derfor de er anbragt.