Derimod handler det om, at de unge er nødt til at blive ansvarliggjort for deres handlinger og de dermed er nødt til at forstå, at handlinger generelt har konsekvenser, uanset hvilken alder man begår dem i. Ellers vil de blot fortsætte deres fejludvikling med forøget og alvorligere kriminalitet. Forebyggelse skal der selvfølgelig satses stort på. Men alt kan desværre ikke forebygges.

Uanset om det generelle billede af ungdomskriminaliteten i øjeblikket fremstår som en nedgang i antal, er samfundet nødt til at erkende, at der er en gruppe unge, som det normale etablerede sociale system ikke kan rumme med frivillighed. Unge som udviser en så voldsom og grænseoverskridende adfærd, at det er tvingende nødvendigt, at samfundet handler og får adfærden stoppet.

Denne gruppe unge kan udelukkende nås gennem et strafferetsligt system. Og så er det i princippet ligegyldigt, om det er unge på 12 år eller unge på 17 år. Grundlæggende handler det ikke om at straffe de unge. Derimod handler det om at få dem ind i et system, som har magten til at sætte handling bag ordene. Det har det sociale system ikke.

Pædagogik kan ikke nødvendigvis iværksættes gennem gode intentioner om dialog, omsorg og relationer. Sommetider er det nødvendigt med en vis form for tvang for rent praktisk at kunne nå de unge, som ikke ønsker forandring. Og det at man kan retsforfølge de unge, kriminaliserer dem ikke. Det er deres kriminalitet, der gør dem kriminelle.

Vi har arbejdet med unge, som stak af fra institutionerne for at begå fornyet kriminalitet for at skaffe penge til at vedligeholde deres hashmisbrug. Og det uden at vi har haft hjemmel til at gribe ind.

Vi har været vidne til unge, som har begået ny voldsom kriminalitet, uden at der har været nogen konsekvens for dem fra det etablerede offentlige system, da de har været under den kriminelle lavalder. Det har højst kostet dem en afhøring hos politiet.

Vi har oplevet unge som efter konstante nye kriminelle forhold, er kommet retur til den samme institution som de allerede var på, da sagsbehandleren ikke har haft nogen muligheder for at sanktionere anderledes.

Vi har mødt unge, hvor politiet har frafaldet sigtelserne mod dem, ganske simpelt fordi de har været under den kriminelle lavalder.

Vi kender til unge, som har pralet med deres kriminalitet og samtidig været ekstremt bevidste om, at de har været for unge til, at de har kunnet blive straffet for det.

Samtlige af disse unge har hver gang oplevet et svigt fra det sociale systems side, da det ikke har kunnet gribe ind trods den primære opgave, at varetage de unges interesse. I stedet er de unge blevet bekræftet i, at deres kriminalitet og ageren ikke har nogen egentlige konsekvenser, hvorfor de ufortrødent har fortsat med deres kriminalitet.

For os handler det ikke alene om en nedsættelse af den kriminelle lavalder og om oprettelse af ungdomsdomstole. Men om en mere insisterende, målrettet og afpasset indsats i arbejdet med unge mellem 12 og 17 år, hvilke vil have flere positive effekter:

Presset på den enkelte sagsbehandler vil blive mindsket markant, ved ikke at skulle agere dommer efter en påstået lovovertrædelse. For der er ingen tvivl om, at disse unge kan lægge et ualmindeligt stort pres på den enkelte sagsbehandler, når denne sidder med nøglen til en ændring af den foranstaltning, den unge har fået.

Ungdomsdomstolene, med special-uddannet personale, vil sikre en ensartet og fair sagsbehandling, da dommene kan udmåles efter tidligere retspraksis og ensarte dommene over hele landet. Som det er nu, er det op til den enkelte kommune at finde på en passende indsats over for den unge. En indsats som samtidig vil være valgt udfra et økonomisk perspektiv og dermed ikke nødvendigvis den rette.

Endelig er det helt essentielt, at de unges retskrav bliver sidestillet med alle andre borgeres i dette land, netop ved at deres sag kan afprøves ved en domstol, og ikke som det er nu, et mellemværende mellem politi og sagsbehandler. Samtidig vil det sikre, at indsatsen over for den unge bliver gennemført, da der vil kunne lægges magt bag ordene.

Dommene skal selvfølgelig tage udgangspunkt i den unges samlede livssituation, samt hvad der er bedst for den unge. En dom kan spænde vidt fra at skulle passe sin skole, til at udbedre skaderne efter hærværk, til at være tvunget til at tage ophold på en efterskole, eller til at være anbragt på henholdsvis en åben eller en sikret institution i en given periode. Dette skal afhænge af sagens alvor, den unges samarbejdsvilje og i øvrigt hvad der ellers vurderes for at få den unge på rette vej.

Med de nye tiltag ser vi en positiv mulighed for, at det ungdomskriminelle felt ikke fremadrettet bliver svigtet af politikere, som handler i blinde og desværre bliver rådgivet af et vagt socialt felt, som er berøringsangst over for disse unge og deres kriminalitet. Et socialt felt som konstant årsagsforklarer, maksimalt symptom-behandler og i øvrigt fralægger sig ansvaret på vegne af den enkelte unge. Dermed gør de ikke nok for at løse problemet, men fastholder tværtimod den unge i kriminaliteten.

At anbringe unge på institutioner med andre kriminelle unge, gør dem ikke automatisk mere kriminelle, end de ellers ville være blevet. Alternativet er, at man lader dem selv vælge, hvilke miljøer de ønsker at være en del af, til trods for, at de allerede har bevist, at de ikke evner en sådan opgave. Disse unge vælger det kriminelle miljø. I stedet bør de unge anbringes på højt specialiserede institutioner, som evner at give dem den rette behandling, så de kan stoppe med deres kriminalitet. Og dette har intet med fængsler med voksne fanger at gøre.

Vores positive indstilling til de nye udmeldinger handler om to vigtige parametre: Det er hensynet til den unges sagsbehandling, som vi mener skal være retfærdig og rimelig, uanset hvilken alder de unge har. Det nytter ikke, at vi i et retssamfund ikke giver alle borgere ensartede retslige vilkår.

Men det er også et hensyn til de mennesker, som er ofre for de unges kriminelle handlinger, og ikke mindst et hensyn til samfundet generelt, som ikke er tjent med, at oplevelsen af retfærdighed og retskrav bliver krænket ved at vide, at der er en gruppe kriminelle, som samfundet ikke tager ordentlig hånd om. Men at de i stedet ufortrødent kan fortsætte deres kriminalitet uden nogen form for konsekvens.

Vi ser ingen som helst overgreb i, at unge bliver stillet til ansvar for deres kriminelle handlinger, så længe konsekvenserne står mål med kriminalitetens art, den unges alder, grundlæggende udvikling og generelle forudsætninger. Tværtimod har vi alle den klare faglige holdning, at unge har behov for klare linjer og at de kan forholde sig til rimelige konsekvenser.

Vores anbefaling vil yderligere være, at man udvikler en fleksibel straffeattest for at undgå, at de unges tidlige kriminalitet forhindrer deres muligheder for at få et arbejde. Det kunne f.eks. være, at de unges straffeattest ikke var plettet, hvis de unge overholder de vilkår, som følger med den sanktion, de har fået i kraft af deres kriminalitet.