Jævnligt åbnes debatten for og imod en legalisering af alle former for euforiserende stoffer. Og ikke mindst i den forgangne uge, efter at Human Rights Watch er kommet med en opfordring om at legalisere narko til eget forbrug. Men med en legalisering af narkotiske stoffer møder man flere negative udfordringer, hvorfor det klart må anbefales at bevare stofferne illegale.

Et argument for en legalisering stammer fra et liberalt tankesæt, da det anses som en menneskeret at behandle sig selv og sit liv, som man ønsker det, blot det ikke lægger andre til last. Og i dette tilfælde menes det, at det er en menneskeret at kunne tage narko, hvis det er det, man ønsker. Den enkeltes personlige frihed vægtes højest og står så at sige over alt andet. Dette argument har blot to helt essentielle udfordringer:

For det første: En narkomans misbrug kommer på et tidspunkt til at belaste samfundet, da narkomanen før eller siden vil inddrage både det sociale system og ikke mindst sundhedsvæsenet. Og derudover vil han begå kriminalitet for at finansiere et misbrug. Dermed bliver det enkelte individs handlinger ikke længere noget, der udelukkende er et personligt valg, som kun rammer ham selv.

For det andet: En liberal ideologis logik tager ikke fornuftig højde for de individer, som ikke evner at forvalte denne frihedsrettighed, hvorfor det vil være et svigt overfor denne gruppe, som behøver et samfund til at tage hånd om dem. Et svigt som i sidste ende vil være samfundets problem.

Endnu et argument for legalisering er, at det er en måde at bekæmpe banderne på, fordi man tager markedet væk fra dem, i stedet for den umiddelbare endeløse krig som pågår for nuværende. En påstand som er behæftet med en ringe forståelse af bandernes grundlæggende DNA som udover økonomi, er oppebåret af et komplekst spil om magt, ære, territorier og identitet.

Ved at forsøge at tage markedet fra banderne, udvider de blot et allerede eksisterende økonomisk grundlag gennem inkasso, lånevirksomhed, kopivarer, rufferi, afpresning, anden berigelseskriminalitet og lignende. Men helt at droppe narkomarkedet vil samtidig være en utopi, da markedet uanset hvad er så lukrativt, at de vil forsøge at beholde markedsandele ved at konkurrere bl.a. ved at presse priserne ned. Banderne slipper ikke den økonomiske indtjening uden kamp.

Endelig er argumentet, at det endnu ikke er lykkes at bekæmpe banderne, og så kan man ligeså godt legalisere stofferne. Men hvor fornuftigt er det at legalisere det, man som samfund ikke evner at bekæmpe? For bør en legalisering ligge til grund for, hvad vi ikke mener at kunne bekæmpe? Eller bør en legalisering ikke snarere bero på fornuftige og grundige overvejelser om fordele og ulemper?

Et illegalt marked vil der altid være for dem, som af forskellige grunde ikke ønsker at frekventere det legale. Det marked vil banderne bibeholde. Men at tro, at de ved ikke længere at kunne sidde på et narkomarked, i stedet finder sig et legalt arbejde, er et drømmescenarie uden hold i virkeligheden.

Et sidste argument for en legalisering er hensynet til narkomanen, som i forvejen er så svært belastet, at det vil hjælpe hans situation, da man vil have større mulighed for at hjælpe ham med misbrugsbehandling. Og samtidig at han ikke vil blive kriminaliseret grundet hans misbrug.

Hensynet til, at det måske vil være nemmere at få narkomanen i behandling, er muligvis en rigtig forestilling, dog ved man ikke, om det vil fungere således. For stigmatiseringen af narkomaner vil formentlig være intakt, uanset om stofferne er legale eller ej og udfordringer ved at erkende sit misbrug forandres formentligt ikke på baggrund af dette. Det har aldrig været på mode at være narkoman.

Baggrunden for de mange fængslinger af narkomanerne er ikke grundet hans næste fix, han bliver taget med i baglomme, men derimod den kriminalitet han begår ved at skulle skaffe sig narko. Den kriminalitet begår han, uanset om han skal købe sine stoffer i det legale eller det illegale marked. I et retssamfund er det utænkeligt, at narkomaner skal gøres straffrie for deres kriminalitet grundet deres misbrug. For narkoen vil ikke med en legalisering være gratis.

Selvfølgelig skal narkomanerne hjælpes på alle tænkelige måder. Og helt fair er det, at der bliver taget særlige hensyn til dem grundet deres misbrug. Hensyn som selvfølgelig ikke skal tages til pusheren, som sælger af helt andre årsager, end narkomanen der bruger stofferne.

Fængslernes funktioner skal udvikles til i meget højere grad at tage hensyn til narkomanens behov for behandling, så det ikke er nyttesløst tidsspilde og udelukkende er straf uden anden mening end følelse af retfærdighed fra samfundets side. For narkomaner er triste eksistenser, som fortjener al den hjælp, støtte og behandling, de har behov for.

I snakken om en legalisering er der en gruppe, som generelt bliver svigtet: Det er de unge under 18 år. For man kan ikke som ansvarligt samfund forsvare, at unge, som endnu ikke er myndige, skal kunne købe legale stoffer på f.eks. landets apoteker efter forgodtbefindende. Her kan det liberale argument om at forvalte eget liv mest muligt uden samfundets formynderiske indblanding ikke benyttes, da der trods alt er grænser for liberale ideologier ift. at tage ansvar for, om ens børn tager stoffer.

Men omvendt, hvis man ikke lader dem købe stofferne legalt, tvinger man dem til det illegale marked. Det marked som banderne glædeligt vil fastholde. Et dilemma som uundgåeligt bør kalde på fornyet overvejelser for argumentet om en legalisering, da det ikke vil nå den mest sårbare gruppe, der er, nemlig de unge. Hvis grænsen for at kunne købe stoffer legalt sættes ved myndighedsalderen, vil man risikere at den 18-årige agerer pusher for sin 17-årige kammerat. For det er en del af et ungdommeligt miljø, at man hjælper sine kammerater, også til at skaffe tobak i hashpiben. Et nyt problem er skabt.

Samfundet skal sætte helt anderledes ind med forebyggelse gennem kampagner for at informere om stoffernes skadelige virkning. Samtidig skal der sættes mere massivt ind med diverse misbrugsbehandling. Og den romantiske fortælling om hashens lyksaligheder skal stoppes. For det er hashen, som er begyndelsen for narkomanens senere misbrug, samtidig med at den forstærker de sårbare unges sociale isolation, deres evne til at gennemføre deres uddannelse, samt at de risikerer at udvikle psykoser og andre psykiske lidelser. For hashen er ungdommens fortrukne stof.

I Sundhedsstyrelsens seneste årsrapport om stoffer fra 2013 kan man læse, at andelen af de unge under 25 år, som forbruger hash, er forhøjet fra 20 procent af de unge i år 2000 til 24 procent i år 2013. Udbredelsen af stoffer såsom amfetamin, kokain og ecstasy i år 2000 var på otte procent af de unge, hvorimod det i år 2013 var faldet til fire procent. Altså en halvering af brugen af hårde stoffer på 50 procent. Om det er forbuddet eller en generel forandring i en ungdomskultur, kan ikke vides med sikkerhed. Dog kan det ikke antages, at det har negative konsekvenser med et forbud.Signalet med en legalisering er samtidig bekymrende særligt overfor unge misbrugere. Ved at gå fra ulovlige til lovlige stoffer signalerer man en form for accept af stofferne fra samfundets side, hvilke ikke er den rette vej at gå, særligt med den viden der er om stoffernes skadelige virkninger.

Samfundet forsøger at begrænse udbredelsen af almindeligt tobak gennem en rygelov og et mere og mere omfattende privat forbud gennem de sidste mange år. Dette i en erkendelse af tobakkens skadelige virkninger både for det enkelte individ og ikke mindst for samfundsøkonomien. Et tiltag der har begrænset rygernes andel fra 33 procent til 17 procent. Et tiltag der må betragtes som en succes.

Endelig kræver en legalisering af stofferne, at man udtræder af FNs narkotikakonvention, som forpligter de ca. 150 lande, der har underskrevet den, til at kriminalisere og bekæmpe stofferne. Spørgsmålet er, om vi som et af det første lande er klar til at træde ud af disse konventioner og tage de konsekvenser, det medfører?