Zornig mener, det vil være en glidebane og er citeret for at have »forståelse for, at det kan ødelægge andres hverdag, hvis der er en person, der konsekvent ødelægger samværet«. Men hun er ikke indstillet på, at det skal ændres ved at give pædagogerne mulighed for om nødvendigt at stoppe den unge med magt. Så hellere ofre de mange, for at de få unge skal få magt, som de har agt. At have muligheden i særlige situationer er jo ikke det samme, som at magten vil blive misbrugt.

Benny Andersen ønsker heller ikke, at der gennem øgede magtbeføjelser skal ændres ved de eksisterende regler og udviser ganske simpelt åbenlyst mistillid til, at hans egne medlemmer vil kunne forvalte at have de øgede magtbeføjelser, hvis det skønnes nødvendig. For det må være det, der ligger i at mene, at personalet ikke bør have de nødvendige virkemidler til at bedrive den nødvendige pædagogik. Så hellere lade de unge udøve unødig magt på de institutioner, de er anbragt på, med den hensigt at få dem opdraget til at kunne fungere i et normalt samfund efter anbringelsen.

Et interessant holdningsskift, da den selvsamme Benny Andersen i hans eget forbunds blad, Socialpædagogen, 2. januar 2015 klart udtalte et behov og ønske om at ændre magtbekendtgørelsen i situationer, hvor en beboer smadrer andre beboeres ejendele eller ødelægger måltider for de andre ved at smide med maden. Benny Andersens holdningsskift er måske begrundet i, at forslaget giver øgede magtbeføjelser til det pædagogiske personale. En magt som det sociale system generelt er absolut modstander af, at personalet får.

Det paradoksale er, at landets institutioner opererer ud fra en magtbekendtgørelse, som giver personalet færre beføjelser over for de vanskelige anbragte unge, end straffeloven giver almindelige borgere i lignende situationer. Hvis en borger med fysisk magt stopper en tilfældig ung i f.eks. at smadre ruder, vil det være fuldt lovligt efter straffelovens bestemmelser om nødret. Men hvis en pædagog på en institution for anbragte unge gør det samme, karambolerer det med den magtbekendtgørelse, vedkommende arbejder under, hvilket dermed vil takseres som en ikke tilladt magtanvendelse. Gør pædagogen det alligevel, kan han komme i alvorlige ansættelsesmæssige problemer, da han i princippet arbejder under en bekendtgørelse, som adskiller sig fra det resterende samfund, og hvor der ikke gives tilladelse til at stoppe f.eks. hærværk.

De unge, der er anbragt, f.eks. i kraft af en dom, lever dermed på institutionerne under et særligt regelsæt, hvor de kan tillade sig meget mere inden for institutionens rammer, end de kan uden for institutionen. En pseudo-pædagogisk verden, som bl.a. faggruppens formand Benny Andersen agiterer for, skal eksistere fremadrettet i stedet for at forberede og ruste de unge til et liv i det omkringliggende samfund. Men det gør man ikke ved at lade dem opleve andre spilleregler på institutionerne, end der er i samfundet normalt.

Selvfølgelig er det et helt fornuftigt synspunkt fra Karen Ellemanns side, at det ikke er rimeligt, at anbragte unge med massive sociale, relationelle og kriminalitets udfordringer skal kunne smadre ting eller ødelægge samværet for de andre unge, uden at det pædagogiske personale må benytte sig af den nødvendige magt. Og selvfølgelig skal personalet ikke have færre virkemidler end den almene borger – eller for den sags skyld de anbragtes forældre. Enhver fornuftig forælder vil forhindre sit barn i at smadre ting. Og de anbragte børn, hvis forældre ikke magtede at forhindre dem i dette, er nu på institutioner, hvor personalet måske magter det, men ikke må grundet forældede magtbekendtgørelser.

Hvis det står til kritikerne, skal det fortsat være de unge, som har magten på institutionerne, og personalet skal udøve en teoretisk pædagogik. Også selv om den ikke lader sig udmønte i praksis. Et svigt som er helt tydeligt plastret ind i pædagogiske floskler om dialog frem for magt, blottet for forståelse af at dialog ikke nødvendigvis kan lade sig praktisere uden brug af magt. Kritikerne forstår ikke, at der er en del af disse unge, som endnu ikke har lært at dialogisere eller ønsker at benytte sig af den. Og hvis personalet ikke må benytte sig af den nødvendige magt, lader man fra systemets side stå til, og de unge bliver svigtet. Anbringelsen har dermed den fuldstændig modsatrettede virkning end intentionen med anbringelsen. De unge bliver dermed dårligere af en anbringelse.

Den socialpædagogiske verden uddanner og fastholder personalet i at lade stå til, når de unge udfordrer og tager magten, i stedet for at udnytte de nødvendige virkemidler, der er hensigtsmæssige for at sikre, at de unge afvikler den adfærd, de er blevet anbragt for, og i stedet udvikler en fornuftig adfærd, som ruster dem til at mestre deres liv uden pædagogisk støtte fremadrettet.

Magtanvendelsesmulighederne for personalet på de pædagogiske institutioner har i den grad behov for at blive kraftigt revideret, så de står mål med ganske normal opdragelse af unge mennesker, og hvor personalet har bemyndigelse til at intervenere fysisk i de situationer, hvor det vurderes nødvendigt. Hvis samfundet fastholder de unge i en særlig konstrueret institutionel verden, hvor der gælder særlige muligheder for at ødelægge og smadre, svigter man de unge i godhedens men også naivitetens navn.