Berlingske 29. marts 2014

Berlingske 29. marts 2014

Politikere på farlig kurs med hashlegalisering

Berlingske 29. marts 2014

Af Troels Gamst, Pædagog og fhv. afdelingsleder på døgninstitution for kriminelle unge                                                   

Diverse politikere, og med overborgmester Frank Jensen i spidsen, har ad flere omgange argumenteret for en legalisering af hash i København. En argumentation, der tydeligt viser en flok romantiske politikere, som stædigt tilhører den naive del af befolkningen og som hellere ønsker at acceptere et problem, frem for at bekæmpe det med viden, forebyggelse og ordentlige tiltag.

Mange års politimæssig indsats uden synderligt positive resultater, skulle være hovedargumentet for en legalisering. For tilsyneladende er politikernes logik: Hvad man ikke kan bekæmpe, kan man lige så godt tillade. Samtidig tror man, at man ad den vej kan bekæmpe banderne ved at tage dette lukrative marked fra dem. Politiske ambitioner på så fladt et argument skal der ledes længe efter.

Når der nu ikke findes en seriøs videnskabelig undersøgelse, ekspert, eller misbrugsbehandler der mener, at hash ikke er skadeligt, så er det da ualmindeligt dumt af et samfund at legalisere det. Særligt i en tid, hvor der ikke som før har været fokus på den generelle befolknings sundhed, og hvor man sætter ind over for andre sundhedsskadelige rusmidler. F.eks. tobaksrygning.

Danmark har gennem de seneste år, med jævne mellemrum, kørt massive kampagner for at informere om skadevirkningerne ved tobaksrygning, og samtidig er der indført voldsomme begrænsninger for, hvor man må ryge og fra hvilken alder, man må købe tobak. Dette er sket som en konsekvens af de negative virkninger, man kender efter flere generationers voldsomme forbrug af tobak. Dette har været medvirkende til, at der har været et markant fald af rygere særligt gennem de sidste ti år.

Her er man altså gået fra et meget liberalt marked, hvor enhver kunne købe og ryge tobak hvor man ønskede, til et internationalt samfund som flere og flere steder indfører forbud mod rygning. En indsats, der har båret frugt og nedbragt forbruget af tobak betragteligt. Forslaget om at gøre det stik modsatte med hashen vidner om en ignorance over for denne indsats, og den virkning, det har ført med sig. Troen på, at man ved at legalisere hashen, som bivirkning tager eksistensgrundlaget fra banderne, vidner om en komplet mangel på forståelse af, hvordan disse grupperinger er sammensat, og hvad der driver dem. Banderne eksisterer på grundlag af et alvorligt spil om territorier, magt, ære og penge. Man skal derfor være ualmindeligt naiv, hvis man tror, at banderne nedlægger sig selv, hvis der ikke længere er et hashmarked at tjene penge på, og at de i stedet melder sig i køen af mennesker, der ikke har et arbejde.

Bandernes genetiske opbygning er ikke baseret på, om der er økonomi i et ulovligt hashmarked. Tager samfundet dette fra dem, kaster de sig endnu voldsommere over de andre af deres indtjeningsmarkeder: Prostitution, inkasso og lånevirksomhed, handel med kopivarer, tyveri og hælervarer, anden narkotikahandel, o.l. Banderne kan ikke bekæmpes ved at tage hashmarkedet fra dem. Der skal helt andre midler til.

Udover de helt rationelle argumenter for, hvorfor man bør fastholde et forbud mod hash, har Danmark underskrevet FNs internationale narkotikakonvention, der forpligter os til at kriminalisere euforiserende stoffer, herunder hash. Denne aftale muliggør simpelthen ikke at lovliggøre hashen, som politikere og andre meningsfæller underligt nok argumenterer for.

Holland, med Amsterdam som eksempel, bliver desværre – og fejlagtigt – fremhævet som et sted, hvor hashen er lovlig. Dette er heldigvis ikke rigtigt, da Holland ligesom Danmark, har underskrevet FNs internationale konventioner. Holland omgår i stedet denne lov, ved at parlamentet har besluttet at acceptere salget og dermed vende det blinde øje til handlen. Det kan man ikke som seriøs politiker argumentere for som en kommende dansk model. De hollandske coffee shops har det seriøse problem, at hashen stadig kommer ind ad bagdøren gennem det illegale marked – da det jo stadig er ulovligt – og at det bliver solgt ulovligt gennem fordøren, men med en stiltiende accept fra myndighederne.

Politikerne burde i stedet tone rent flag og erkende, at den viden kender de til, men at de vælger at sidde den overhørig og i stedet har en grundlæggende anarkistisk tilgang til de internationale konventioner og forpligtelser, vi har indgået. Danmark har skrevet dem under, men vi vælger ikke at overholde dem. For en aftale er en – nåh ja– ikke en aftale.

Som argument for en legalisering høres ligeledes, at det handler om at beskytte de unge fra at skulle frekventere det illegale marked med en lovliggørelse. Politikerne ’glemmer’ bare at sige højt, at det legale salg udelukkende er ment for dem, der er 18 år og opefter. Dvs. med det her forslag er der kun to modeller for dem, der ryger hash og som endnu ikke er blevet 18 år: Enten skal de fortsat købe deres stoffer på det illegale marked, som stadig vil eksistere, eller de kan få en af deres 18-årige kammerater til at agere pusher for dem. Samfundet har dermed skabt et nyt problem. Et valg mellem to absolutte onder, der ikke er et samfund værdigt.

Vejledning og oplysning burde samfundet ikke vente med til en – forhåbentlig ikke – legalisering af hash. Tværtimod burde samfundet allerede nu lave massive kampagner for videnskabeligt at informere om de triste følgevirkninger, der kan føre med et forbrug af hash. Og ikke lade det være op til politiske ideologier uden hold i fakta. Bekæmpelsen af hash skal ske med massive indsatser om viden og oplysning, som med den almindelige tobak. Og ved at fastholde den som ulovlig.



Der er lukket for kommentarer.