Endnu en gang fik vi set regeringen, denne gang repræsenteret af justitsminister Mette Frederiksen og minister for børn, ligestilling, integration og socialminister Manu Sareen, fremføre endnu et udspil, som skulle dæmme op for ungdomskriminalitet med både forebyggende og konsekvente tiltag. Men som så mange gange før lugter det alt for meget af valgflæsk og tomme ord. Realiteten er, at denne regering har haft magten i 3,5 år og indtil nu kun sat tiltag i værk, som lemper tilgangen over for de ungdomskriminelle.

Den kriminelle lavalder er sat op. Elektronisk overvågning – det man populært kalder for en fodlænke – til unge er afskaffet. Og man har skærpet kriterierne for at blive anbragt på en sikret institution. Som modsvar til dette har man af flere gange fremkommet med forskellige tiltag, men det har kun været i ren snak, da ingen af disse tiltag er blevet vedtaget og dermed indført. Flere af disse forslag er rene gengangere, som de to ministre igen fremfører. Om de nu skal vedtages, kan man i allerhøjeste grad stille spørgsmålstegn ved. Men ok, regeringen ønsker at være en »hard on crime«-regering. Eller i al fald fremstå som en sådan. For reelt er der absolut ingen konkrete eller brugbare virkemidler, som batter. Desværre er det ren og skær symbolpolitik.

Den store udfordring er, at der måske er vælgere, som falder for disse retoriske tricks. Men de unge – de der virkelig bør mærke regeringens ord i reelle handlinger – er ikke til salg for smarte politiske udmeldinger. De vil have ting, der virker. For snak og frivillige tiltag snor de sig adræt og konsekvent udenom.

Mange unge kan man nå med bløde tilgange, for de forstår en god opfordring og en alvorssnak. Det var reelt dem, regeringen talte til. Det er dem, der laver små-rapserier, hærværk og maler graffiti. Men de, der begår de grove personfarlige kriminalitetsformer som vold, røverier, seksuelle overgreb og sågar drab, ja, de hopper ikke på et par naive ministres forslag. De forstår kun konkrete konsekvenser med reel magt bag.

Den magt kan man under ingen omstændigheder lægge bag ordene over for de unge, som ikke ønsker at lytte til voksne, og det uanset om det er deres forældre, sagsbehandleren eller politiet, som forsøger at formane dem. De unge er resistente over for ord – de vil have handling.

Det må antages, at dette er regeringens sidste ungdomskriminelle udspil i denne valgperiode. Igen gik der fire år, hvor de mest udsatte, forhærdede og ikke mindst svigtede unge atter slap gennem nåleøjet hos dem, der egentlig burde tage ansvar for dem, nu da de ikke selv er i stand til det. De kan så fortsætte med at begå deres kriminalitet og vente på, at de bliver gamle nok til, at deres kriminalitet ikke længere kan ignoreres.

Og forebyggelsen og den konsekvente indsats? Den vedbliver med at være tomme ord. Senere kan man anbringe dem i fængslerne med begrundelsen, at de er for svære at behandle. Forstå det, hvem der kan.