Berlingske 18. marts 2014

safe_image[2]

Konsekvens-pædagogik til unge kriminelle

Af Troels Gamst, pædagog, fhv. afdelingsleder på døginstitution for kriminelle unge

Berlingske 18. marts 2014                                                    

De kommende pædagoger skal rustes bedre til at håndtere de kriminelle unge, som er præget af vold og misbrugsproblemer. Dialog er ikke nok, for de unge kriminelle har ikke evne for dialog.

Men grundlæggende er der formentlig stor enighed om, at selve det at sidde i fængsel ikke som sådan har en effekt. Alternativet – at lade en forbrydelse stå hen uden reaktioner fra samfundets side – er heller ikke en mulighed. Spørgsmålet er: Hvad gør man i stedet?

Undersøgelser af effekten af et fængselsophold har i Danmark udelukkende været baseret på det faktum, at de undersøgte har været voksne, og at deres lyst og mulighed for reel forandring har været besværet af et langvarigt kriminelt liv. Uanset forskellige tiltag fra fængslernes side med resocialisering har resultaterne vist sig at være mere eller mindre virkningsløse. Samfundet bruger en masse tid og penge, men resultaterne viser sig ikke efter hensigten.

Spørgsmålet er, om det er selve det at sidde i fængsel, der ikke har en gavnlig effekt, eller det handler om, at den indsats, man gør, ikke er tilstrækkelig.

Undersøgelser viser samtidig, at jo mere kriminel identitet, man har, desto mindre sandsynlighed er der for at resocialiseres til et liv uden kriminalitet. Helt grundlæggende kan man sige, at det er nemmere at redde en kommende kriminel ud af et begyndende mønster fremfor en, der har haft et langvarigt kriminelt liv. Fundamentalt ved man, at en tidlig indsats har størst mulig virkning, og at indgrebet dermed behøver at være mindst mulig omfattende både økonomisk og menneskeligt.

Sanktioner over for voksne kriminelle fra samfundets side er kontante og hårde. Begår man alvorlig personfarlig kriminalitet, bliver man straffet med fængsel – og det uanset at samfundet ved, at det formentlig ikke virker i længden. Her forsøger samfundet ikke at samtale sig ud af sanktionen.

Sanktionerne over for unge som begår personfarlig kriminalitet er en ganske anden. Her er det det sociale system, som gennem gammelkendt dansk pædagogik forsøger at afhjælpe den unges kriminelle identitet.

Danmark er kendt for at have en meget udviklet børne- og ungdomspædagogik, hvor omsorg, dialog og relationer er de bærende elementer. I henhold til et stigende problem med ungdomskriminalitet med rocker- og bandekultur – som er meget baseret på magt og vold – kommer den klassisk danske model på en umulig opgave, da den pædagogik, de unge bliver mødt med, ikke har nogen effekt på dem. De unge er ganske enkelt blevet svigtet for meget til at tro på ord. De vil i stedet mærke konsekvenser af deres handlinger.

Samtaler har de unge ikke lært endnu. I stedet benytter de sig af magt og vold til at kommunikere. Derudover er accepten af en pædagogisk samtalekultur ikke eksisterende i et miljø, hvor magt og vold er det dominerende kommunikationsredskab. Et redskab som de unge er godt trænet i. Men en kommunikationsform, som den danske pædagogik slet ikke er gearet til at håndtere.

Landets pædagoguddannelser ruster desværre slet ikke de kommende pædagoger til at arbejde med så hårde unge, hverken teoretisk eller praktisk. Den pædagogiske verden giver i stedet op over for disse unge, hvilke et utal af afbrudte anbringelser vidner om. Afbrydelser der oftest har grund i den samme årsag, som de blev indskrevet på: Nemlig de unges voldsomme adfærd og misbrug af euforiserende stoffer.

Resultatet er, at effekten af pædagogikken heller ikke slår til over for de unge kommende bandemedlemmer, og fødekæden til bandernes rekrutteringsgrundlag forbliver upåvirket. I værste fald kan den pædagogiske intervention ligefrem have forvoldt skade på den unge efter flere fejlslagne ophold på landets døgninstitutioner. De unge bliver nemlig bekræftet i deres almægtighed ved at kunne true eller slå sig ud af institutionerne, og deres fejludvikling fortsætter.

Den kommende ungdomspædagogik er nødt til at udvikle sig i takt med et stigende bandeproblem, hvis man mener, at ville sikre en ordentlig behandling af de unge, som ellers med stor sandsynlighed vil ende i banderne. Man er nødt til at turde erkende, at der skal andre redskaber til for at ruste sig pædagogisk til den kommende generation af ungdomskriminelle, som fuldstændig har mistet troen på konsistente voksne, der evner at rumme dem og ikke opgiver dem på grund af deres adfærd.

De unge har behov for voksne rollemodeller, som tør vise dem konsekvens af deres handlinger, hvis samfundet skal have blot et lille håb om forandring for fremtiden. Konsekvens som kan suppleres med socialpædagogisk intervention, frem for at lade dem mærke samfundets konsekvenser senere i livet, hvor samfundet har opgivet dem, og konsekvensen står alene i form af fængsel.

De unge har i al for stor grad oplevet utilstrækkelige pædagoger, som ikke magtede at arbejde med de unges allerstørste problemer, nemlig deres voldelige udtryk og misbrug. Pædagoger som i stedet fejlagtigt insisterede på dialog over for en ung, som ikke evnede at dialogisere sig ud af sine problemer, men hellere ville slå sig ud af dem eller ryge dem væk med hash.

Det pædagogiske miljø skal turde arbejde med metoder, hvor de favner hele den unges problemstilling og dermed behandler dem og deres kriminelle liv, hvis indsatsen skal give mening. Hvis ikke, kan man lige så godt lade være at bruge de mange ressourcer, hvis de unge alligevel ender i fængslerne senere i livet.



Der er lukket for kommentarer.