Den Korte Avis 29. okt. 2014

DKA 29. okt. 2014

Den Korte Avis d. 29. okt. 2014

Af Troels Gamst, fhv. afdelingsleder på døgninstitution for kriminelle unge

 

Børn ned til 12 år skal kunne straffes for deres kriminalitet

Hvis blå blok får magt, som de har agt, så kommer håndteringen af det ungdomskriminelle felt til at indgå i store forandringer i fremtiden. De ungdomskriminelle skal bl.a. mødes med mere handling og konsekvens. Den kriminelle lavalder skal nedsættes til 12 år. Og samtidig skal der oprettes ungdomsdomstole. Det fremgår af et beslutningsforslag som en samlet blå blok, bestående af V, DF, LA og KF, har udfærdige for at nytænke det ungdomskriminelle felt.

 

Den kriminelle lavalder

Siden 1905 har den kriminelle lavalder været på 15 år. Unge under 15 år som har begået kriminelle handlinger, har ikke kunne blive straffet for det. De er i stedet blevet overdraget til det sociale system, som har skulle håndtere og hjælpe dem ud af deres kriminalitet. En hjælp som ikke har været tilstrækkelig overfor den gruppe af unge, som er særlig udsatte og kriminelle. Dette skal nu forandres.

Børn fra 12 – 18 år skal fremadrettet kunne få en dom, hvis de begår kriminalitet. Dommen skal afgøres ved en særlig tilrettelagt ungdomsdomstol. Disse skal besættes af særligt uddannede dommere og andet socialt fagligt personale, for at sikre at de unge får den rette behandling. F.eks. vil de kunne dømme de unge til at passe deres skole ved bekymrende pjækkeri, eller at udføre samfundstjeneste ved hærværk. Ved grovere kriminalitet skal de unge kunne dømmes til behandling på en døgninstitution, hvor det er pædagogisk personale, der skal tage sig af dem.

De unge skal under ingen omstændigheder hverken i fængsel eller afsone deres straf med voksne. Forslagsstillerne understreger, at de ønsker at overholde de internationale konventioner som Danmark har indgået. Herunder FN`s Børnekonvention.

 

Ungdomsdomstol

Med en ungdomsdomstol, sikres de unge en ligelig grad af retssikkerhed på linje med andre borgere, som har begået noget kriminelt. Samtidig beskyttes de unge mod de ældre kriminelle, ved at undgå at blive lokket til at begå kriminalitet, da det tidligere ikke kunne blive straffet. Endelig er der et hensyn til offeret, som ikke oplever at få sin retsfølelses krænket, ved at møde gerningsmanden på gaden umiddelbart efter.

Forslagsstillerne vil samtidig pålægge ungdomsstolene at indføre straksdomme og hurtige afsoninger for de unge, da det er dybt skadeligt at vente for længe på at en sanktion træder i kraft. Dette betyder i praksis, at fra kriminaliteten er begået, skal der idømmes en sanktion umiddelbart efter den kriminelle handling. Det sikrer, at den unge hurtig mærker en konsekvens at sine handlinger og ad den vej hurtigst muligt kan blive hjulpet væk fra kriminaliteten.

 

Konfronteres med følgerne

Som et bærende element i forslaget ønskes det, at dommene har karakter af opdragelse, hvorved de unge tvinges til at blive konfronteret med følgerne af deres krimininalitet. Eksempelvis at udbedre de skader de har forvoldt, eller forholde sig til hvilke konsekvenser det har haft overfor det menneske, kriminaliteten er gået ud over.

Der skal oprettes en stækt koordinerende Ungdomskriminalforsorg under den ordinære Kriminalforsorg, som kan håndtere de unge, føre tilsyn, samt løbende justere antallet af pladser på døgninstitutionerne til de unge. På nuværende tidspunkt er der for mange sociale aktører, hvilke resulterer i alt for mange afbrudte og ikke hensigtsmæssige forløb. En central myndighed skal sikre en ordentlig og konstruktiv indsats for de unge.

 

Døgninstitutionerne

Døgninstitutionerne vil få øgede magtbeføjelser til at tilbageholde de unge, for at kunne fastholde dem i et behandlende miljø, i stedet for at de undslår sig behandlingen og efterfølgende rømmer fra institutionerne. Under afsoning skal der etableres individuelt behandling og undervisning, så mulighederne efter afsoning er så gode som mulige for at fortsætte et liv uden kriminalitet.

Ved indføring af en lavere kriminel lavalder, vil Danmark følge 19 andre europæiske lande, bl.a. Holland, England og Frankrig, hvor lavalderen er lavere end den er i Danmark på nuværende tidspunkt. Der er der 6 lande i Europa, der har den samme eller en højere kriminel lavalder.

 

 



Der er lukket for kommentarer.