Foredrag: For studerende

 

Foredrag om de kriminelle unge

 

I en socialpædagogisk kontekst med udsatte og kriminelle unge, bliver den pædagogiske virkelighed sat på en voldsom prøve, når praksis skal udfoldes over for en målgruppe, som i mange sammenhænge bliver betragtet som udenfor pædagogisk rækkevidde. Spørgsmålet er, om det er de unge, der er udenfor pædagogisk rækkevidde, eller det mere handler om, i hvilken grad det er den udførte pædagogik, der ikke er tilstrækkelig over for de unge?

Den hårde kerne af de mest udsatte og kriminelle unge har de senere år forandret sig væsentligt og udfordrer personalet på landets døgninstitutioner i langt højere grad end tidligere. Kan en klassisk drevet pædagogisk tilgang, hvor omsorg, dialog og relationer er udgangspunktet, fungere overfor kriminelle og voldelige unge som udtrykker sig gennem en meget eksplicit modstand mod systemet? Eller er det på tide med en nytænkning af det socialpædagogiske område, så det magter at håndtere disse unge?

I en socialpædagogisk verden, bliver fagligheden konstant udfordret af de unges modstand og de færreste pædagoger formår at navigere sikkert gennem de unges kriminalitet, normløshed, diagnoser, misbrug, følelsesmæssige tilknytningsforstyrrelser, grænseafprøvning og ikke mindst i en konstant kamp om magten. Resultatet ender ofte i afmagt fra pædagogernes side med efterfølgende sygemeldinger og ikke sjældne opsigelser/afskedigelser til følge.

For de unges vedkommende ender den pædagogiske magtesløshed i endeløse afbrudte anbringelser, og med et socialt system som dermed er indirekte medvirkende til, at unge ender med at blive dårligere efter en anbringelse end før anbringelsen. For den unge bliver bekræftet i, at adfærden ikke er til at rumme. Heller ikke for professionelle personaler.

Udbrændthed og flugt fra faget er stort, og i stedet for fagligt uddannede pædagoger, bliver faget overtaget af ikke uddannede personaler, som maksimalt kan rumme de unge, men ikke fagligt er klædt på til at løfte den meget komplekse opgave det er, at arbejde med stærkt behandlingskrævende unge. Anbringelserne har mere karakter af tilfældig opbevaring end af struktureret behandling. Hvordan sikrer den pædagogiske verden, at den fremadrettet finder fodfæste og formår at arbejde konstruktivt med de unge?

De unge bringer deres indre og ydre magtkampe med ind på institutionerne og udfordrer dermed den institutionelle og strukturelle balance. En magtkamp som personalet har meget svært ved at håndtere, hvilke er til stor skade for de unges udvikling. Hvordan sikres det, at denne magtkamp ikke udvikler sig ukonstruktivt og strider imod den unges, personalernes, institutionens og samfundets bedste?

I et samfund hvor konsekvenser er en naturlig del af den grundlæggende strukturelle opbygning, er det spørgsmålet, om de unge oplever for få, eller for mange konsekvenser på institutionerne og fra samfundet i sin helhed? Er den pædagogiske tilgang om færrest mulige konsekvenser tidssvarende? Handler det om et misforstået pædagogisk hensyn som skader de unge, i stedet for at lære konsekvensernes betydning? Eller bør man i stedet praktisere en pædagogik, der er oppebåret af tydelige konsekvenser?

De unges manglende lyst til forandring skal gennem et massivt, struktureret og højt kvalificeret fagligt motivationsarbejde udvikles til fremtidens borgere, som lever med de livsudfordringer de nu engang har med sig og dermed leve et liv uden vold og kriminalitet. Med den rette pædagogiske tilgang, en vedholdende faglig indsats og en grundlæggende viden, er det muligt at forandre de unge. Det er blot et spørgsmål om at vide hvordan.

 

Kontakt mig gerne hvis I vil være interesseret i et foredrag som både udfordrer, ruster og oplyser omkring forholdene med de kriminelle unge.