Information 16. juni 2015

Information billede

Ophæv den kriminelle lavalder for retssikkerhedens skyld

Når unge under 15 år ikke kan stilles for retten og dømmes for kriminalitet, går det ud over deres retssikkerhed. Samtidig lægger det urimeligt pres på sagsbehandlerne, der også skal agere dommere

 

Kronik Information 16. juni 2016 Af Troels Gamst er pædagog og forhenværende afdelingsleder på en døgninstitution for kriminelle unge. 

I dag løftes bevisbyrden ikke af et uafhængigt og retfærdigt retssystem, når unge under den kriminelle lavalder mistænkes for kriminalitet. I stedet er det op til den unges sagsbehandler at tro på politiets mistanker og ud fra det drage konsekvenser af den unges påståede kriminalitet. Men hvem ønsker, at ens sagsbehandler skal fælde dom over én, hvis man bliver mistænkt for noget kriminelt?

De unge kan i allerværste konsekvens blive anbragt på en døgninstitution i årevis i den modsatte ende af landet med begrænset mulighed for at se deres familie, selv om der ikke er skyggen af bevis for deres udåd. En praksis, som ellers kun bruges af lande, vi absolut ikke ønsker at sammenligne os med. Ved at ophæve den kriminelle lavalder sikrer man lighed for loven uanset alder. I stedet for at skele til alderen bør man se på, hvilken kriminalitet den unge begår.

Uden for rækkevidde

Helt grundlæggende er det en fejl at betragte en ophævelse af den kriminelle lavalder som en straf for de unge. I stedet skal det forstås som en reel håndsrækning, idet det åbner mulighed for, at også unge kan blive behandlet retfærdigt i det juridiske system, og for at de, der har behov for det, kan fastholdes i nødvendig behandling.

Samtidig er det afgørende, at vi har et effektivt system, der systematisk tager ansvar og sørger for at få unge kriminelle på rette vej, inden de skaber flere ofre, eller deres kriminalitet udvikler sig yderligere.

Uanset hvor mange fine intentioner og tiltag det socialpædagogiske felt forsøger sig med, vil der altid være hardcore unge, som er uden for normal pædagogisk rækkevidde. De begår alvorlig personfarlig kriminalitet som drab, voldtægt, røveri, vold og brandstiftelse. Dem når man kun ved hjælp af det strafferetslige system, fordi det kan sikre, at de modtager behandling, uanset om de ønsker det eller ej.

Når alarmklokkerne ringer, nytter det ikke, at berøringsangsten tager over og efterlader det sociale system handlingslammet i pædagogiske teorier om, at unge skal mødes udelukkende med dialog og frivillighed.

For der er en del unge, som under ingen omstændigheder frivilligt ønsker at indgå i dialog med henblik på forandring. Forestillingen om, at man kan nå dem udelukkende med tiltag, de accepterer frivilligt, er direkte naiv og et tydeligt tegn på, at man reelt ikke ved, hvilken type unge man har med at gøre.

Presset sagsbehandler

Når det er de unges sagsbehandler, der fælder dom over de unge, lægges der selvsagt et voldsomt pres på sagsbehandleren, fordi hun både skal agere sagsbehandler og dommer. Det ved de unge selvfølgelig, og de udnytter det til fulde i forsøget på at ændre den mulige sanktion. De har ikke noget at miste, og af og til har de faktisk held med at ændre sanktionen fra for eksempel en døgnanbringelse til nogle timers ugentlig kontakt med en kontaktperson i deres lokalmiljø. Sagsbehandleren kan nemlig ændre sanktionen, som det passer hende, ud fra Servicelovens bestemmelser, der blot dikterer, at en anbringelse skal bringes til ophør, så snart omstændighederne muliggør det.

Hvis der i stedet var tale om en dom fra et retssystem, som sagsbehandleren skulle effektuere som en del af hendes job, ville et pres fra den unges side være komplet uden virkning, for sagsbehandleren ville ikke have den egentlige magt til at ændre dommen. I stedet ville den unge være tvunget til at samarbejde med sagsbehandleren.

Ungdomsdomstole

For at tage hensyn til de unges alder bør man oprette ungdomsdomstole med personale, der er uddannet til at varetage de unges interesser. Derudover skal der tages hensyn til generelle forhold som den unges mentale udvikling og selvfølgelig også graden af kriminalitet. De domme, der skal kunne udstikkes, skal spænde vidt fra løftede pegefingre, bøder eller krav om at passe sin skole, udbedre hærværk, have løbende kontakt med en kontaktperson, gennemgå misbrugsbehandling, udføre samfundstjeneste, gennemføre efterskoleophold. Endelig kan et kortere eller længere ophold på åbne og sikrede døgninstitutioner indgå i sanktionskataloget. Ungdomsdomstolen bør tage sig af alle unge op til det fyldte 18. år.

Dommene skal selvfølgelig differentieres afhængigt af, om den unge laver mildere former for kriminalitet som små rapserier eller meget alvorlig personfarlig kriminalitet som mord. Helt milde former for kriminalitet som butikstyveri og lignende skal som nu klares uden om retssystemet, da det ikke giver mening for en forseelse, som i almindelighed klares med et bødeforlæg.

Unge, som får en dom, skal hverken i fængsel eller passes af hårdkogte fængselsbetjente. En ungdomsdomstol skal ikke erstatte det sociale systems muligheder for behandling og opdragelse. Derimod skal det retslige system sikre, at alle unge får en rimelig og fair behandling, samt at det sociale system får mulighed for at arbejde med de unge, som ikke ønsker forandring.

Det sociale system skal stadigvæk varetage de unges daglige interesser, og det skal opretholde sanktionen fra dommen, uanset om den består i få timers ugentlig kontakt eller i en døgnanbringelse. Den opgave skal varetages af socialfagligt uddannet personale med ordentlig forstand på unges udvikling. Men domstolene skal sikre, at behandlingen lader sig gøre.

De unge er helt bevidste om, at de er under den kriminelle lavalder, og at de dermed ikke kan dømmes efter straffeloven for den kriminalitet, de begår. Det udvikler deres kriminelle identitet, og efterhånden som den bliver mere og mere forankret, vanskeliggør den i stigende grad behandlingen. Det siger sig selv, at det er nemmere at arbejde med en ung, som lige har påbegyndt sine kriminelle aktiviteter, frem for en ung, der har begået kriminalitet de seneste mange år.

Endelig er der et hensyn at tage til ofrene. De har krav på sikkerhed for, at der er et system, som tager ordentlig vare på den unge og sikrer, at kriminaliteten har konsekvenser for gerningsmanden, samt at den unge får den rette behandling, så ny kriminalitet undgås.

Endelig bør man som en håndsrækning til de unge udvikle en fleksibel straffeattest, som forbliver ren ved førstegangskriminalitet eller ved mindre kriminalitetsformer som f.eks. hærværk, hvis den unge erkender det forkerte i kriminaliteten, samarbejder med det sociale system, og efterfølgende undlader at begå ny kriminalitet. For en plettet straffeattest kan i den grad lægge hindringer i vejen for et ungt menneske, som reelt ønsker at leve et normalt liv uden kriminalitet.

Erkend virkeligheden

Man kan blive ved med at undslå sig virkeligheden og påstå, at de kriminelle unge kan favnes i det sociale system. Og man kan lukke øjnene for det urimelige i, at unges retssikkerhed ikke beskyttes. Resultatet er blot, at det naive tankesæt og de floskelløse argumentationer fastholder en gruppe unge i urimelige vilkår. Det er virkelighedsfjernt at bilde sig selv og andre ind, at man ved at ophæve den kriminelle lavalder og oprette ungdomsdomstole skader de unge yderligere. Det er ingen skade til at vide, at ens handlinger får konsekvenser, og det gør ingen skade at blive behandlet hverken i det retslige eller sociale system.

Helt grundlæggende handler ophævelse af den kriminelle lavalder og oprettelse af ungdomsdomstole om, at man giver de unge den chance i livet, de endnu ikke har fået, eller i al fald ikke har været i stand til at modtage. Samtidig undgår man også at skabe flere af de ofre, de unge i stor stil genererer med deres kriminelle handlinger.

 



Der er lukket for kommentarer.