Information 14. marts 2012

krim 3

Information 14. marts 2012 Troels Gamst er tidligere afdelingsleder på en døgninstitution for kriminelle og kriminalitetstruede unge.

Stor fejl at hæve den kriminelle lavalder

Regeringen har hævet den kriminelle lavalder. I stedet for straf, skal unge kriminelle følges tættere af de sociale myndigheder, lyder argumentet. Problemet er blot, at myndighederne ikke magter opgaven

I december sidste år advarede jeg her i Information mod følgerne af en hævelse af den kriminelle lavalder. Regeringen havde på daværende tidspunkt meldt ud, at de ønskede at hæve den, bl.a. med den begrundelsen, at de ikke ønskede at sætte børn i fængsel.

Derudover argumenterede regeringen for, at der var så få unge på 14 år, der var blevet idømt en straf, hvorfor de mente, det burde være indlysende, at den tidligere nedsættelse absolut ingen berettigelse havde længere.

Nu viser det sig, at regeringens tal slet ikke holdt stik, men at der var mere end dobbelt så mange unge på 14 år end tidligere antaget, der var blevet straffet for kriminalitet (Information, den 8. marts). Alligevel advokerer regeringen stadig for at hæve den kriminelle lavalder, og Ole Hækkerup (S) argumenterer for, at der i stedet bør være en stærkere opfølgning fra de sociale myndigheders side.

Jeg ville være fuldstændig enig – hvis det altså viste sig, at de sociale myndigheder havde muligheder, kompetence og indsigt til at løfte denne opgave. Men desværre har de ikke det. For den helt tunge kerne af kriminelle unge – oftest dem, der begår personfarlig kriminalitet – magter det sociale system ikke at hjælpe dem ud af deres kriminelle løbebane.

Det er til skade både for dem selv og ikke at forglemme de ofre, der følger med kriminaliteten. Her er det desværre nødvendigt at bruge mere effektive midler gennem det strafferetslige system.

Se på gerningens art
Jeg mener, at det er helt essentielt at ophæve den kriminelle lavalder, og i stedet se på kriminalitetens art frem for alderen på den, der begår kriminaliteten. De unge bør idømmes ophold på socialpædagogiske døgninstitutioner, hvor der er kompetent uddannet personale til at håndtere de voldsomme psykosociale problemer de har. For mig har dette intet med straf at gøre. Men at tro at det sociale system kan gøre noget ved dette problem, er at tale mod bedre vidende.

Såkaldte eksperter har mange gange været fremme i debatten med argumentet om, at der ikke er videnskabeligt belæg for, at straf hjælper noget som helst – snarere tværtimod. Dette ville jeg ligeledes være fuldstændig enig i – hvis det altså handler om straf.

Men indsatsen bliver forskruet, når debatten drejer sig om at sætte unge i fængsel eller om at straffe dem. Grundlæggende tror jeg heller ikke på, at straf hjælper. Derimod er samfundet nødt til at sørge for at disse unge, som ikke selv kan finde ud af, hvad der er ret og rimeligt, bliver tvunget til den hjælp, der er nødvendig netop for, at samfundet ikke fastholder dem i kriminalitet ved at lade stå til.

Dette vil i værste fald være et svigt af de unge, fremfor den hjælp jeg tror, alle er enige i, de behøver.

Der må være konsekvens
Man er nødt til at forstå forskellen på straf og konsekvens frem for at blande det hele sammen i en forvirret blanding.

De unge er nødt til at forstå, at det har en konsekvens at gå maskeret ind i en bank med en skarpladt pistol eller at sætte andres liv og helbred på spil ved at gennembanke en anden med et boldtræ.

Hvis de ikke oplever, at der er en reel konsekvens af deres handlinger, vil de heller ikke være i stand til at gøre noget anderledes fremover.

Politikerne og meningsdannerne er nødt til at forstå denne meget komplekse problemstilling, hvis der ønskes en løsning på dette stigende problem.

Jeg savner ordentlige forklaringer og løsninger på, hvad politikerne mener, der bør gøres – frem for blot at udtale, at man ikke vil sætte børn i fængsel, men derimod hæve den kriminelle lavalder. Det sociale system har på nuværende tidspunkt ingen sanktions- muligheder over for den hårde kerne af unge, som ikke er i stand til at forstå velmenende socialt personale.

Det er en klassisk – men dårlig – argumentationsform at ytre, hvad man ikke vil – i stedet fortælle hvad andre vil, fremfor at fortælle, hvad man selv vil – og lade andre fortælle, hvad de vil.

Jeg har her fortalt, hvad jeg vil – og savner reelle udmeldinger fra dem, der er imod nedsættelsen af den kriminelle lavalder om, hvad de vil i stedet.

For jeg kan kun se ansvars- forflygtigelse over for dette stigende problem. Det er beskæmmende, at politikere ytrer, at de ønsker at gøre noget ved dette problem, når det er en tydelig konsekvens af hævningen af den kriminelle lavalder, at man blot forværrer problemet – og lader de unge i stikken.

Troels Gamst er tidligere afdelingsleder på en døgninstitution for kriminelle og kriminalitetstruede unge



Der er lukket for kommentarer.