Jylands Posten 30. august 2014

 

JP 30. august 2014

 

Mindre sødsuppe, mere konsekvens

 

Jyllands Posten d. 30. august 2014

Pernille Vermund, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, selvstændig arkitekt, mor til tre | Troels Gamst, pædagog, fhv. afdelingsleder på en døgninstitution for kriminelle unge | Joos Gregersen, fhv. afdelingsleder på Den Sikrede Døgninstitution Grenen, fhv. teamkoordinator for miljøteamet på MultifunC Midt

 

Den pædagogiske behandling af unge kriminelle er utilstrækkelig. De unge gør, hvad der passer dem, og systemet har spillet fallit. Området må moderniseres, hvis den negative udvikling skal bremses.

Sødsuppe og konfliktsky 70’er-pædagogik må vige pladsen for konsekvens og handling, hvis vi skal løse udfordringerne med de hårdest udsatte unge. Det er hverken barnets eller samfundets tarv, vi varetager, når vi med den nuværende pædagogik og lovgivning lader anbragte unge flakke på gader og stræder til fare for sig selv og andre.

 

Behov for voksne rollemodeller

De unge har behov for konstruktive, voksne rollemodeller, som tør vise dem konsekvens af deres handlinger. Konsekvens, som bør suppleres med socialpædagogisk intervention frem for at lade dem mærke konsekvenserne senere i livet, når samfundet har givet op, og konsekvensen står alene i form af fængsel.

Der er i dag en gabende kløft mellem den pædagogiske uddannelse og den virkelighed, som de udsatte unge lever i. I den pædagogiske teori benyttes belønning og dialog, men i virkelighedens verden kender de hårdest udsatte unge sjældent til andet end magtens sprog; de har aldrig lært dialogen.

 

Uddannelsen skal opgraderes

At forvente, at de unge indretter sig efter pædagogikken, er både misforstået og arrogant. Systemet er til for borgernes skyld, ikke omvendt. Vi bør således indrette den pædagogiske tilgang, så den kan håndtere de unge – og ikke vente det modsatte.

Den pædagogiske uddannelse skal opgraderes, så pædagoger rustes til at udfordre de unge og ad den vej behandle dem og deres kriminalitet. Ved både i handling og i ord at lære den unge, at det er de voksne, der har magten, kan pædagogen vinde den respekt, der skal til, for at skabe rummet og roen til, at den unge kan drage fordel af en egentlig behandling, og for at den unge med tiden herigennem kan lære dialogen.

Som alle andre unge har de hårdest udsatte brug for tryghed og kontinuitet i deres opvækst. Oplevelsen af, at hverken forældre eller professionelle behandlere kan håndtere den unge, forstærker følelsen af, at den unge er umulig at håndtere; en destruktiv selvfølelse, som medfører endnu flere destruktive handlinger.

Da mange institutioner har svært ved at rumme de hårdest udsatte, vil de unge i stedet opleve afbrudte anbringelser, hvor skift mellem åbne og sikrede institutioner også betyder skift i voksenkontakter, pædagogik og relationer. Og forløb, hvor manglende sammenhæng i anbringelsen kan medføre, at en ung gennem sine teenageår bliver anbragt på mange forskellige institutioner.

 

Ikke bare opbevaring

De mange skift vil skade muligheden for at arbejde kontinuerligt med den enkelte unge. Den manglende sammenhæng i barnets opvækst grænser til omsorgssvigt fra det offentliges side.

En anbringelse skal ikke bare være en opbevaring af den unge. Den bør have en opdragende effekt, som afsluttes med et bedre resultat end udgangspunktet. Det er uacceptabelt, at unge på institutioner i dag oplever at blive udskrevet på samme grundlag, som de blev indskrevet.

For at skabe tryghed i den unges opvækst bør alle institutioner være integrerede. Skift mellem en sikret og en åben plads skal foregå med mindst mulig omvæltning i den unges liv. Tilsvarende vil en pladsgaranti for tidligere anbragte på alle landets institutioner øge kontinuiteten i behandlingsforløbet og dermed mulighederne for et godt resultat.

 

Lavere kriminel lavalder

Endelig bør vi af både personlige og retssikkerhedsmæssige hensyn nedsætte den kriminelle lavalder.

Når vi som en anden bananrepublik i dag tillader, at unge under 15 år bliver anbragt af de sociale myndigheder uden at blive stillet for en domstol, uden en tidsbegrænsning af ”dommen” og med ringere ankemulighed end en 15-årig, ligger retssikkerheden for familierne langt fra den retssikkerhed, som vi ellers anser for at være et grundelement i det danske samfund.

 

Ingen afsoning med voksne

Børn skal selvfølgelig ikke afsone en dom sammen med voksne kriminelle, men af hensyn til både offerets og den anklagedes retssikkerhed skal en 12-årig, der begår kriminalitet, have samme rettigheder ved afsigelsen af dommen som en 15-årig og tilsvarende kunne idømmes en sanktion, hvor behandlingen gennemføres i henholdsvis sikret og åben behandling på døgninstitutioner for unge med pædagogisk personale.

Vi må gøre op med den misforståede, feministiske tilgang og omsorg, der gennemsyrer det sociale system, og genindføre konsekvens og handling. Den nuværende sødsuppepædagogik er både respektløs, uambitiøs og ødelæggende – for de unge og for samfundet.

 

 

 



Der er lukket for kommentarer.