Kristeligt Dagblad 15. marts 2012

Kristeligt Dagblad marts 2012 b

Kristeligt Dagblad 15 marts 2012 Troels Gamst er tidligere afdelingsleder på døgninstitution for kriminelle og kriminalitetstruede unge.

Ophæv den kriminelle lavalder – og opret ungdomsdomstole

Regeringens ændring af den kriminelle lavalder virker mere som signalpolitik end som politik baseret på egentlig fornuft og faglig forståelse af denne komplekse problemstilling. Hævelsen af den kriminelle lavalder vil blot skabe endnu større problemer med kriminelle unge, mener dagens kronikør.

Regeringens ændring af den kriminelle lavalder virker mere som signalpolitik end som politik baseret på egentlig fornuft og faglig forståelse af denne komplekse problemstilling. Hævelsen af den kriminelle lavalder vil blot skabe endnu større problemer med kriminelle unge, mener dagens kronikør

Endnu før regeringen kom til, proklamerede den, at når den kom til magten, ville den hæve den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år. Magten er nu til stede – og ændringen er trådt i kraft.

Men hvad baserer denne holdning sig egentlig på? For set ud fra et fagligt synspunkt virker dette mere som signal-politik end som politik baseret på egentlig fornuft og faglig forståelse af denne komplekse problemstilling.

For at forstå baggrunden for dette, er man nødt til at gennemskue, hvilke mekanismer dette vil sætte i gang, og forstå, hvilke problematikker disse unge har.

De unge, som dette særligt vil ramme som en negativ boomerang, er unge, der ikke blot laver små rapserier, men derimod begår voldsom og personfarlig kriminalitet. Det være sig vold, mord, voldtægt, røveri , kidnapning og anden personfarlig kriminalitet.

Argumentet lyder, at børn ikke bør kunne straffes for deres handlinger, netop fordi de er børn. Men samtidig er man nødt til at forholde sig til, at børn, der begår den slags kriminalitet, er nødt til at stå til ansvar for deres handlinger – netop for at sikre, at de vil kunne få den nødvendige hjælp. Og dette uanset om de i aldersmæssig forstand er børn. For en del af dem er det kun det strafferetslige system, som kan sikre, at de får den hjælp, der skal til for at stoppe med det kriminelle liv.

Grundlæggende er det sociale system ikke gearet nok til at kunne fastholde de unge, der ikke ønsker hjælp, og da samfundet samtidig har en stor interesse i at hjælpe de unge ud af kriminalitet, er der ingen anden vej uden om. Medmindre man slet ikke ønsker at hjælpe dem. Konsekvensen af at sætte den kriminelle lavalder op er, at der er en endnu større gruppe af unge, som ikke får den hjælp, de har ret til. Og det skaber blot endnu flere ofre for de unges kriminalitet.

Konsekvenserne af at hæve den kriminelle lavalder er direkte indiskutabel: Desto senere man kan sikre at de kriminelle unge får hjælp til at stoppe deres kriminalitet, desto flere unge vil man fastholde i kriminaliteten. For en ordentlig kvalificeret hjælp sikres bedst gennem et retssystem over for den hårde gruppe af unge, som det sociale system ikke kan rumme.

I teorien kan det sociale system fjerne disse unge fra hjemmet og visitere dem til landets ungdomsinstitutioner. Men realiteten er, at der reelt ikke er noget at gøre ved de unge, som ikke ønsker at bo på ungdomsinstitutionerne. Netop fordi de ikke er dømt til at være der. Og sandsynligheden for, at de dermed fortsætter med kriminalitet, er ganske stor, for det er det, de kan og kender til.

I det meste af det sociale system er der en generel konfliktskyhed over for den gruppe af unge, som i alder er børn, men som begår kriminalitet, der oftest begås af voksne. Og denne gruppe bliver oftest behandlet som børn, der ikke kan forstå, at der bør være konsekvenser af deres handlinger.

Disse unge er oftest unge, som på den ene eller anden måde er blevet svigtet af enten forældrene, samfundet eller har diverse diagnoser. Det er unge, der udmærket ved, hvad der er rigtigt og forkert, men som har meget svært ved at efterleve samfundets normer og regler. Og for at samfundet ikke fortsat skal svigte dem, er det nødvendigt at sikre, at de får den rette hjælp, som de som borgere, og ikke mindst børn, har krav på.

I et retssamfund er et af de grundlæggende principper, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Denne retssikkerhed gælder desværre ikke for de unge under den kriminelle lavalder, da de aldrig kommer til at stå over for en dommer, hvor deres sag kan blive prøvet for retten, og hvor den unge derudover er repræsenteret af en forsvarer.

De kriminelle unge under den kriminelle lavalder bliver i stedet ”dømt” af kommunen, hvor det er op til den enkeltes sagsbehandler at beslutte, hvad der eventuelt skal ske med den unge. Hvis der overhovedet sker noget.

Det vil sige, at selve påstanden om skyld aldrig bliver afprøvet i retten, og risikoen for, at den unge rent faktisk ikke har begået den kriminalitet, han er sigtet for, vil være til stede.

Man bør arbejde hen imod en ophævelse af den kriminelle lavalder og i stedet skele til kriminalitetens art. Uanset om det er en 12-årig eller en 15-årig, der begår den personfarlige kriminalitet, bør det være tydeligt for enhver, at den pågældende unge har behov for hjælp.

Og når perspektivet er hjælp – og ikke straf – er det kun til den unges fordel, at der kommer en reaktion fra samfundets side frem for nu, hvor resultatet ofte er, at der rent faktisk ikke sker noget som helst.

Den unge bliver anholdt af politiet, afhørt og løsladt. For politiet kan ikke gøre mere, da den unge er under den kriminelle lavalder. Det vil altså sige, at unge, der bliver taget direkte i for eksempel et bankrøveri – og hvor der altså ikke er tvivl om skyldsspørgsmålet – blot bliver løsladt efter endt afhøring.

For når de er under den kriminelle lavalder, mener de fleste meningsdannere, at det blot vil skade dem, hvis de skal stå til regnskab for deres kriminalitet. Jeg mener tværtimod, at det er direkte omsorgssvigt ikke at kunne stille mere op med dem end praksis er på nuværende tidspunkt.

Derfor bør man oprette ungdomsdomstole med særligt uddannede dommere og andre faggrupper med forstand på unges udvikling for at sikre, at den dom, de får, ikke tenderer tilfældig straf, men derimod konstruktiv hjælp. Til gavn for både den unge og samfundet.

Der er ingen grund til at mene, at det forhold, at man bliver stillet for en dommer, i sig selv er noget negativt, blot fordi man er et ungt menneske. For de her unges vedkommende er man nødt til at se det som en nødvendighed og som en erstatning for et socialt system, som hverken er gearet eller har kompetencerne til at gøre noget ved de unge, der ikke får den hjælp, som alle vel kan blive enige om, de har brug for.

De unge bør dømmes til at tage ophold på døgninstitutioner med kompetent pædagogisk personale, der magter at behandle de unge som det, de er, nemlig børn, der har begået kriminalitet, som hindrer en positiv udvikling for dem.

Regeringen skal blot forstå problemets reelle kompleksitet og stoppe de naive forestillinger om endeløse velmenende formaninger fra samfundets side over for den hårde kerne af kriminelle unge og i stedet ophæve den kriminelle lavalder. Hvis man da virkelig mener at ville være med til at løse dette problem.

Troels Gamst er tidligere afdelingsleder på en døgninstitution for kriminelle og kriminalitetstruede unge



Der er lukket for kommentarer.